En visdomstand skal ikke nødvendigvis fjernes. Det er nemlig en lige så god tyggetand, som alle de andre, hvis den altså sidder som den skal. Det sker desværre ofte, at visdomstanden ikke kan komme helt frem. Det kan være kæben er for kort eller visdomstanden, som “gror” i en forkert retning, så den ikke kan komme frem og op for nabotanden. Det nødvendigt at tage et røntgenbillede for at vurdere, om tanden skal ud og for at vurdere det eventuelle efterforløb.

Kan man så ikke bare lade den ligge, der hvor den nu er?

Nej, det kan man oftest ikke, fordi man risikerer:

1. At den ødelægger nabotanden ved at æde sig ind på dens rod eller forårsage caries.
2. At der kommer caries i visdomstanden, fordi placeringen umuliggører renholdelse.
3. At der udvikles en cyste omkring tanden, som skubber knogle væk.
4. At der kommer betændelse omkring visdomstanden.

Hvis tandlægen kan forudse at visdomstanden vil give nogle af disse problemer, er det lettere for patienten og tandlægen, hvis den fjernes inden disse problemer opstår. Hvis en visdomstand kun er delvist eller slet ikke brudt igennem tandkødet, er det ofte nødvendigt med en operation. Denne foregår i lokalbedøvelse.

Får jeg ondt bagefter?

Det er vanskeligt at svare helt præcis på. Nogle patienter får ingen eftersmerter og andre gør. Efter operationen kan tandlægen ordinere smertestillende tabletter, hvis det er nødvendigt. Generelt kan man sige, at hvis man fjerner tanden inden, der kommer infektion eller problemer i området, er det sjældent, at man har smerter. Der vil dog altid være lidt hævelse de første par dage efter.

Kan jeg gå på arbejde bagefter?

Ja, langt de fleste kan gå på arbejde igen bagefter. Det er fornuftigt at tage det med ro de første dage efter operationen, hvis man har hårdt fysisk arbejde eller dyrker en fysisk hård sport.

På røntgenbilledet kan tandlægen se rødderne og analysere deres retninger. Det er vigtigt at kende inden man fjerner tanden.

En retrograd rodfyldning er hvis en almindelig rodbehandling ikke er lykkes og ikke er helet op. Tandlægen går så ind “den anden vej fra” og fjerner rodspidsen, dvs. der laves en lille operation, hvor tandlægen lukker roden med en fyldning. Dette er et lille indgreb på ca. 1 times varighed under ganske almindelig lokalbedøvelse.Ligesom ved andre operationer skal man tage den lidt med ro første dag, hvis man har hårdt fysisk arbejde, men ellers kan man almindeligvis sagtens tage på arbejde bagefter. (Vi foretager alle behandlinger af denne type).

En rodbehandling er en procedure, hvor alt inficeret og betændt nervevæv renses ud fra tandens krone og rodkanaler. Når kronen og rodkanalerne er desinficeret og udrenset, fyldes rodkanalerne med et specielt rodfyldningsmateriale, som forhindrer bakterier i på ny at geninficere kanalerne. Efter en endt succesfuld rodbehandling er infektiontionen fjernet, hvorved den bakterielle trussel, der kan inficere knoglen, er bortskaffet, og den omkringliggende knogle på ny kan hele op igen.
Der foretages en røntgenkontrol af knoglens heling efter 3-6 mdr .

Tanden er mere skrøbelig efter en rodbehandling

Når en tand er blevet rodbehandlet, efterlades den i en væsentlig mere skrøbelig tilstand end en helt sund og rask tand. Dette skyldes flere årsager. Dels bliver en rodbehandlet tand markant mere porøs end en levende tand, da man med en rodbehandling fjerner tandens blodforsyning, hvorved tanden ”tørrer mere ud”. Dels bliver rodbehandlede tænder ”glasagtige” og knækker nemmere end raske tænder. Derudover fjernes der ved en rodbehandling en stor del af tanden, dels det syge og carierede tandvæv, men der fjernes også en del af den raske tandsubstans for at kunne komme ned til det syge nervevæv. Det vil altså sige, at der er markant mindre tandsubstans tilbage efter en rodbehandling til at kunne modstå de voldsomme tyggekræfter, en tand udsættes for i kindtandsregionen,
samtidigt med, at en rodbehandlet tand er mere skrøbelig. Dette er årsagen til at en rodbehandlet tand hyppigt knækker – særligt i kindtandsregionen, da det er her, tyggekraften er størst. Derfor anbefales det altid at rodbehandlede kindtænder bliver forsynet med en krone, hvorved der opnås en tilstrækkelig styrke til at kunne modstå de belastninger, som
kindtænderne bliver udsat for. Er der for lidt resttandsubstans tilbage efter en rodbehandling til at kronen skal sidde på, må der bores en stift ned i én eller flere af rodkanalerne. Denne stift har til formål at give tilstrækkelig retention (forankring) til kronen.

Parodontose starter med en betændelse i tandkødet, fordi bakterier, tandsten og madrester får lov at “sidde” for længe. Start-fasen af parodontose ses på billede 1 og 2. Hvis man ikke griber ind og behandler tandkødsbetændelsen, vil den udvikle sig til parodontose. Parodontose betyder nemlig betændelse i tandkød og det omkringliggende væv. Det der sker på sigt er, at knoglen omkring tanden forsvinder. Dette ses på billede 3, 4 og 5. Tilsidst mistes tanden, hvis man ikke behandler for parodontosen. I billede 6 ses en tand, der ikke sidder fast i noget knogle, denne
tand vil man miste. Paradontose kan sjældent ses med det blotte øje, derfor er det vigtigt med regelmæssige kontroller 1-2 gange om året hos en tandlæge eller tandplejer. Alligevel er der nogle tegn, som kan være et forvarsel om, at der er paradontose i optræk: Dårlig ånde, blødende tandkød under tandbørstning eller spisning, smerter i tandkødet og tandbylder kan være tegn på paradontose, og man bør straks søge tandlæge. Paradontose giver ofte først symptomer i form af løse tænder, når tilstanden er meget langt fremskreden.

Behandling

I første omgang måler tandlægen dine “lommer” for at se, hvortil knoglen går – og hvor betændt tandkødet er. En “lomme” er afstanden fra tandkødsranden og ned til knoglen. Derefter renser tandlægen tænder, rodoverflade og tandkødet godt. tandlægen giver instruktion i pasning af tænderne, så en god hygiejne opnås. Efter et stykke tid kontrolleres “lommerne” igen, de skulle gerne være blevet mindre og hygiejnen bedre. Det er kun, hvis det ikke lykkes at få “lommerne” tilstrækkelige små, at man
opererer for parodontose. Oprensning af tandkødslommerne foretages af og til under anvendelse af lokalbedøvelse afhængigt af den enkelte patients smertetærskel. Behandling af aggressiv paradontose kan kræve anvendelse af antibiotika, som er specifikt rettet mod paradontose bakterier. Behandling af fremskreden paradontose med dybe tandkødslommer kan kræve operation af tandkødet.

Forebyggelse

Det absolut vigtigste i forebyggelsen af paradontose, er patientens vilje og evne til at holde tænderne rene efter anvisningerne fra tandlægen eller tandplejeren. Det er vigtigt, at regelmæssige kontrolbesøg 2-4 gange årligt overholdes for at sikre, at der ikke er tilbagefald af paradontose. Tandkødslommernes dybde skal således måles regelmæssigt af tandlægen og mundhygiejnen skal kontrolleres. Husk: Hold altid en god hygiejne i din mund. Dvs. børst tænder og brug tandtråd. Har du parodontose,
skal du være opmærksom på at rygning forværrer din parodontose.

Operation af parodontose

Parodontoseoperation er kun nødvendig, når/hvis den parodontosebehandling, man har gennemgået, ikke har fjernet/stoppet al “sygdom”. Hvis man har forsøgt at rense sig ud af de dybe “lommer” uden
held og mundhygiejnen er god, kan det blive nødvendigt for tandlægen at operere. I gamle dage var det en relativ stor operation, men nu er det et lille indgreb, som oftest ingen eftersmerter giver. Det man gør er at “skubbe tandkødet til side”, så tandlægen kan få renset alt det dårligt væv væk i den dybe “lomme”. Bagefter syes tandkødet fast og “stingene fjernes 5-7 dage efter. Skulle der være mistet knogle omkring tanden, kan tandlægen indlægge “kunstig knogle”, som bliver til rigtig knogle efter ca. 1 år. Det siger sig selv, at har man mistet knogle omkring tanden sidder tanden dårligere fast. Så ved at man får opbygget ny knogle omkring tanden, er dette en bedre “sikring” for at tanden bliver siddende

Har du fået “lange tandhalse”, kan tandlægen operere tandkødet på plads igen med et lille simpelt indgreb. Det er så lille et indgreb, at der ikke er eftersmerter eller andre problemer. Det er dog nødvendigt, at tandlægen har instureret patienten i korrekt børstemetode, for at skaden ikke skal genopstå.

I de fleste tilfælde anvendes kroner til at beskytte og forstærke svækkede og knækkede tænder. Der vil typisk være tale om tænder, som er meget udborede med store plomber, eller tænder som er blevet rodbehandlet. Tand kroner kan også anvendes kosmetisk. Der vil typisk være tale om grimme fortænder med store misfarvede plastfyldninger. микрозайм на карту Her vil tandlægen anvende kroner i rent porcelæn, som er meget smukke og svære at skelne fra naturlige tænder. Disse fremstilles som en tynd skal porcelæn, som limes til tanden. En krone kan enten være af guld, af porcelæn med palladium underkappe eller af ren porcelæn (se Fuldkeramiske kroner). En bro er, når en eller flere tænder mangler, og man laver en “snyde-tand”, som er hæftet på nabotænderne. Øverste billede viser de to nabotænder boret klar til broen. Broen ses på det miderste billede. Det sidste billede viser broen sat fast på tænderne. En bro kan laves i guld eller i porcelæn – nøjagtig ligesom kronerne.

Hvordan laves en krone eller bro?

Tandlægen borer tænderne til, og der tages et aftryk af resttanden eller resttænderne. Dette sendes til en tekniker, som brænder porcelænet på lag for lag. Du skal, som oftest til et enkelt besøg hos teknikerens laboratorie. Her formes og farves tandkronen eller broen, så den passer helt naturligt med dine andre tænder. Tandkronen eller broen bliver så til sidst sat fast med en cement hos tandlægen. I mellemtiden går du med en midlertidig tand eller bro, som tandlægen har lavet. En krone eller bro vil holde i mange år, og den vil ikke blive misfarvet. En tand, som har fået en krone, er i mange tilfælde en holdbar tand, som ikke vil knække.

Hvordan i fremtiden?

En tand, som har fået en krone eller en bro, er i mange henseender en holdbar tand. Den er godt beskyttet mod at knække og udvikle caries (“hul” i tanden) osv. – men det kan i nogle tilfælde ske. En krone eller bro holder i mange år, og bliver ikke misfarvet eller forandret på nogle måder.

Der er mange mulige behandlinger af en knækket tand. Behandlingen afhænger helt af, hvor alvorlig tandfrakturen (tandskaden) er. Hvis tanden er knækket i den ydre del af tanden (emaljen), så kan din tandlæge oftest reparere den med en simpel plastfyldning. Et mere alvorligt brud kendetegnes ved, at tanden knækker på en uhensigtsmæssig måde, hvor emaljen såvel som den indre del af tanden (dentin) involveres. I nogle tilfælde kan din tandlæge dog stadig reparere tanden med en plastfyldning, men oftest har tanden brug for en omsluttende restaurering i form af en
krone. De mest alvorlige brud når en tand knækker, er når det involverer tandens nerve. Her er det nødvendigt for din tandlæge først at fjerne kar- og nervevævet i tanden ved hjælp af en rodbehandling og herefter forsyne tanden med en krone. Det sker desværre også nogle gange at tanden knække gennem hele roden. Så kan tanden ikke reperareres og må fjernes helt. Den manglende tand kan erstattes med en bro eller et implantat.

Der ses hyppigt revnedannelse ved gamle sølvfyldninger. Dette er et tegn på
”træthedsbrud” i emaljen, som følge af at sølvamalgam udvider sig og trækker sig sammen i takt med temperaturændringer med den kolde/varme føde, der indtages. Disse revner starter ofte som værende små, men med tiden vil tanden ubehandlet svækkes yderligere, og revnen vil kunne blive dyb med øget risiko for at tanden knækker. Behandlingen for disse revner er at skifte den gamle fyldning til en plastfyldning, hvis revnen er lille. Hvis den gamle sølvfyldning og revnen er stor bør tanden forsynes med en
krone. I nogle tilfælde kan revnen være så dyb, at den går helt ind til nerven, og i disse tilfælde skal tanden rodbehandles før den forsynes med en krone. Ofte er disse revner eller infraktioner uden symptomer, og opdages ofte af tandlægen. Andre gange opdages det for sent, når tanden allerede er knækket.

Denne type af frakturer (knækkede tænder) involverer hele tanden, fra tyggefladen og nogle gange hele vejen ind til nerven. Selv om tanden jo i virkeligheden er knækket, er fragmenterne ikke skilt ad. Disse infraktioner er sammenlignelige med de revner der kommer i forruden af en bil ved stenslag; stykkerne bliver på deres plads, men revnen spredes ganske langsomt. Denne type af revner (infraktioner) kan nogle gange reparereres med en plastfyldning, men ofte har tanden brug for en krone, for at forhindre at revnen udbredes. Hvis tandens nerve er beskadiget, kan det blive nødvendigt med en rodbehandling. Denne type af “usynlige” revner opdages ofte ved at patienten klager over smerter ved tygning på hårde fødeemner, og at tanden ellers i øvrigt ikke fejler noget. Nogle gange kan
tandlægen også se revnerne direkte.