Rodbehandling

En rodbehandling er en procedure, hvor alt inficeret og betændt nervevæv renses ud fra tandens krone og rodkanaler. Når kronen og rodkanalerne er desinficeret og udrenset, fyldes rodkanalerne med et specielt rodfyldningsmateriale, som forhindrer bakterier i på ny at geninficere kanalerne. Efter en endt succesfuld rodbehandling er infektiontionen fjernet, hvorved den bakterielle trussel, der kan inficere knoglen, er bortskaffet, og den omkringliggende knogle på ny kan hele op igen.
Der foretages en røntgenkontrol af knoglens heling efter 3-6 mdr .

Tanden er mere skrøbelig efter en rodbehandling

Når en tand er blevet rodbehandlet, efterlades den i en væsentlig mere skrøbelig tilstand end en helt sund og rask tand. Dette skyldes flere årsager. Dels bliver en rodbehandlet tand markant mere porøs end en levende tand, da man med en rodbehandling fjerner tandens blodforsyning, hvorved tanden ”tørrer mere ud”. Dels bliver rodbehandlede tænder ”glasagtige” og knækker nemmere end raske tænder. Derudover fjernes der ved en rodbehandling en stor del af tanden, dels det syge og carierede tandvæv, men der fjernes også en del af den raske tandsubstans for at kunne komme ned til det syge nervevæv. Det vil altså sige, at der er markant mindre tandsubstans tilbage efter en rodbehandling til at kunne modstå de voldsomme tyggekræfter, en tand udsættes for i kindtandsregionen,
samtidigt med, at en rodbehandlet tand er mere skrøbelig. Dette er årsagen til at en rodbehandlet tand hyppigt knækker – særligt i kindtandsregionen, da det er her, tyggekraften er størst. Derfor anbefales det altid at rodbehandlede kindtænder bliver forsynet med en krone, hvorved der opnås en tilstrækkelig styrke til at kunne modstå de belastninger, som
kindtænderne bliver udsat for. Er der for lidt resttandsubstans tilbage efter en rodbehandling til at kronen skal sidde på, må der bores en stift ned i én eller flere af rodkanalerne. Denne stift har til formål at give tilstrækkelig retention (forankring) til kronen.